En lille del af de polske arbejdere bosatte sig og blev gift i Danmark enten med polske arbejdere i Danmark eller med danske mænd.
Foto: Nakskov Lokalhistoriske arkiv.
Social integration
En vigtig del af et integrationsforløb er den sociale kontakt mellem immigranter og det samfund, de kommer til. De tre undersøgte grupper repræsenterer tre ret forskellige sociale profiler, som har påvirket deres integration.
De hollandske bønder kom til Amager som hele husholdninger. At drive en gård i 1500-tallet krævede både mand og kone, børn og tjenestefolk. At det var hele familieenheder, der kom, betød, at immigranterne socialt ikke havde behov for kontakt med deres danske naboer.
Kirkebøgerne viser, at hollændernes efterkommere giftede sig med danskere, men bl.a. fordi immigranternes økonomiske og sociale position var højere end deres danske naboers, var ægteskab med en danske ikke at foretrække. For eksempel var det først i midten af 1700-tallet, at den regerende leder af Hollænderbyen, schouten, giftede sig dansk. Den sociale integration var langsom, fordi hollænderne i høj grad var socialt selvforsørgende og økonomisk formuende.
Unge ugifte immigranter
Den polske indvandring bestod fortrinsvis – og efter 1914 udelukkende – af unge kvindelige landarbejdere. De boede enten på gårdene, hvor de arbejdede, eller i fællesboliger kaldet polakkaserner, hvor der boede mange arbejdere sammen.
Det betød, at deres sociale netværk bestod af andre polske sæsonarbejdere. De var aktive katolikker og havde et sammenhold i kirken, ligesom der blev oprettet polske foreninger, som gav social kontakt og fastholdelse i kulturen.
Integration ved ægteskab
Dem, der valgte at bosætte sig i Danmark, havde imidlertid ikke en familie med i Danmark. De giftede sig enten med andre polske sæsonarbejdere, der pga. første verdenskrig ikke kunne komme tilbage til deres hjemegn, eller ikke ønskede at gå i østrigsk krigstjeneste. Eller de giftede sig med danske mænd, de mødte på den egn, de arbejdede.
Der skete på den måde en social integration for førstegenerationsimmigranterne i form af ægteskab. I de polsk-polske ægteskaber var begge parter arbejdsimmigranter og havde aktivt valgt at tage til udlandet. I de polsk-danske ægteskaber fik den polske part direkte kontakt med dansk kultur. Samtidig skete der en vis kulturblanding, da den danske part i en del tilfælde konverterede til katolicismen.
Familien i hjemlandet
Fremmedarbejderne, der kom til Danmark fra Tyrkiet, udgør en tredje demografisk gruppe. Hovedparten, der kom til Danmark i 1960erne var unge muslimske mænd, der var gift og havde familie i Tyrkiet. Det betød, at de ikke, som polakkerne, havde brug for varig social kontakt i form af ægteskab o.lign. Enkelte brugte ægteskabet som adgang til at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, men hovedparten var gift i forvejen.
Da stort set ingen af fremmedarbejderne kom til Danmark med deres familie fra starten, havde de et vist behov for social kontakt i fritiden. Der blev på privat initiativ – og nogle gange med offentlig støtte – oprettet en række såkaldte fremmedarbejderklubber, hvor fremmedarbejderne mødtes, ikke med danskere, men med andre fremmedarbejdere, oftest af samme nationalitet.
Officielt havde fremmedarbejderne adgang til de samme fritidstilbud som danskere, men de havde ikke tradition for at benytte dem, og derfor var det ikke let ad den vej at få social kontakt.
De sammenførte familier
Efter en årrække valgte fremmedarbejderne enten at vende tilbage til deres familie i hjemlandet eller at hente familien til Danmark. Den familie, der kom til Danmark, havde ikke aktivt valgt at emigrere.
Da de i Danmark var hele familieenheder, havde de ikke direkte brug for social kontakt med danskere. Familierne søgte ofte kontakt med andre fremmedarbejderfamilier i stedet.
Børnene fik kontakt til deres danske jævnaldrende gennem skole og andre institutionelle tilbud. Det betød ofte, at forældrene ikke havde samme sociale kontakt med danskerne som deres børn, hvilket uvægerligt gav et kulturelt brud i mange familier.