Indkvartering

B&W's skib til indkvartering, Nybo. Foto: Uwe Bødevadt
En del af fremmedarbejderne blev i begyndelsen af 1970erne indkvarteret på alternative måder. Skibsværftet B&W indkvarterede næsten 200 fremmedarbejdere på to logiskibe i Københavns Havn.
Foto: Uwe Bødevadt.

Indkvartering af arbejdskraft

Indkvarteringen af den rekrutterede arbejdskraft, og organiseringen af boliger til arbejderne afspejler i høj grad samtidens integrationsstrategi.

De tre undersøgte historier giver tre forskellige eksempler på, hvordan Danmark har indkvarteret importeret arbejdskraft gennem tiden. Fælles er, at det i alle tre tilfælde er blevet pålagt arbejdsgiverne at sørge for indkvartering.

Den hollandske ghetto

De hollandske bønder skulle oprindeligt have haft befolket hele Amager. Det endte imidlertid med, at de fik overdraget 24 gårde i Store Magleby, De tidligere beboere, som var danske bønder, blev flyttet til andre af kongens gårde i Nordsjælland.

At de danske bønder blev flyttet fra gårde med god jordkvalitet til fordel for immigranterne viser hvilken status, de hollandske bønder havde. At de blev bosat samlet på gode gårde betød imidlertid, at integrationen forløb meget langsomt. Den positive særbehandling førte med andre ord til en privilegeret ghetto. Da hollænderbøndernes forhold alene var en sag mellem kongen og de indvandrede, var det ikke vigtigt at skabe kontakt til naboerne – måske snarere tværtimod.

Polakkaserner

Størstedelen af de polske arbejdere blev også indkvarteret isoleret fra det omkringliggende samfund. Årsagen til dette var praktisk. Sæsonarbejderne blev rekrutteret for at arbejde i landbruget i en afgrænset periode, hvorefter de blev sendt hjem igen.

For at udnytte arbejdskraften mest effektivt blev arbejderboligerne bygget så tæt på arbejdspladsen som muligt. Det betød, at de såkaldte polakkaserner kom til at ligge ude på markerne.

Opbevaring af arbejdskraft

De indvandrede arbejdere var først og fremmest arbejdskraft, der skulle opbevares i den tid, de ikke var på arbejde. Polakkasernerne var således ofte indrettet til et større antal arbejdere. Da den første større gruppe polske landarbejdere kom til Lolland-Falster i 1893, indrettede arbejdsgiverne, dvs. sukkerfabrikkerne, otte arbejderboliger med plads til  50 arbejdere i hver.

De større gårde og godser havde egen polakkaserne, mens de mindre gårde  i mange tilfælde indrettede fælleskaserner for deres polakker. De arbejdere, der ikke boede på kasernerne boede på gårdene, men selvom de boede tæt på de danske landarbejdere, var deres boligforhold ikke meget anderledes end dem, der var på kasernerne. Da der var tale om midlertidig arbejdskraft, var det ikke væsentligt i indkvarteringen at skabe kontakt mellem danskere og polakker. 

I saneringsmodne ejendomme eller i modtagelsescenter

Fremmedarbejderne, der kom til Danmark, arbejdede i industrien. Det betød, at de fortrinsvis kom til byerne, og derfor blev mere spredt blandt danskere end f.eks. deres polske forgængere.

I dispensationsreglerne for indvandrestoppet i 1970 blev det bestemt, at arbejdsgiveren skulle sørge for bolig til de importerede arbejdere i det første år. Derefter skulle arbejderne selv finde en bolig.

De boliger, som arbejdsgiverne indkvarterede fremmedarbejderne i, var meget forskellige. Nogle virksomheder købte huse, hvor arbejderne fik et værelse, andre lejede sig ind.

Større virksomheder byggede eller indrettede særlig indkvartering. Stålvalseværket i Frederiksværk byggede arbejderboliger til fremmedarbejderne, mens skibsværftet B&W indlogerede deres ca. 200 fremmedarbejdere på to skibe, der lå til kaj i Københavns havn.

Introduktionscenteret i Avedøre

Også staten forsøgte at skaffe boliger til de nyankomne arbejdere. I 1970 blev planlagt et introduktionscenter i Avedøre med 714 værelser. Her skulle fremmedarbejdere kunne få et værelse i ½ år med adgang til cafeteria, undervisning, fagforeningshjælp, socialrådgivning osv. I praksis blev centeret en stor fiasko, da det viste sig, at arbejderne ikke ønskede at bo i Avedøre.

For de fremmedarbejdere, der besluttede sig for at blive og hente deres familie til Danmark, blev det debatteret, hvordan man kunne undgå ghettodannelse. Hvor ghettodannelse i 1500-tallet blev organiseret ved indkvarteringen i Store Magleby, og det i 1900-tallet ikke blev anset som et egentligt problem, så var man fra 1970erne opmærksom på at undgå, at immigranter isolerede sig.