Med sig bragte de polske arbejdere katolske traditioner. Her ses to messedrenge fra Lolland.
Foto: Museum Lolland-Falster
Religion som kulturbærer
At den katolske kirke byggede nye kirker rundt omkring i Danmark i slutningen af 1800-tallet skyldtes med sikkerhed, at de polske landarbejdere både efterspurgte personlig sjælesorg, men skyldtes samtidig også, at den katolske kirke i Danmark selv var aktiv i at udbrede den katolske tro.
De polske piger var personligt afhængige af troen. Den var både et symbol på alt det de havde kært derhjemme, samtidig var troen den personlige sjælepleje – i håbet og troen på, at Gud holdt hånden over dem. Bønnen foran husets lille ”alter” eller ved sengen om aftenen var en naturlig del af de religiøse og kulturelle skikke, som 1. generationspolakkerne havde med hjemmefra, og som var vigtige at opretholde i det fremmede. I opdragelsen af deres egne børn (2. generationen) fik religionen også en central plads. Først og fremmest ønskede forældrene en katolsk dåb, konfirmation/firmelse samt bryllup for deres børn. Livets store rituelle og religiøse begivenheder fik førsteprioritet, selvfølgelig sammen med hverdagens og årets riter - at bede, gå til messe, fejre påske, jul m.m..
Polakkerne og kirken
Simon Onyszczak er én af de 1. generations polakker, der holder fast i sin katolske tro:
”Jeg er blevet gift i Maribo (katolske) kirke, og mine børn, de blev døbt i Maribo kirke og mine børn blev konfirmeret i Maribo kirke, og de blev gift alle sammen i Maribo kirke. Og nu børnebørnene og oldebørnene, de kom også i Maribo kirke. Nu er jeg heldig, at jeg har det sådan, men der er mange polske, som generer sig ved deres modersmål og de laver deres navne om.”
På den anden side tager 2. generationspolakken, Henrik Wojcik, som er søn af et polsk ægtepar mere afstand fra katolicismen. Både hans mor og far kom til Lolland fra Polen i 1910erne. Han fortæller her om hans mistro til katolicismen:
”Både far og mor var […] troende katolikker, men mor var vel stærkest i troen. Jeg var ligesom mine brødre døbt i den katolske kirke i Maribo, og skulle som dem konfirmeres, samme sted […]. Jeg havde som lille i hvert fald indtil mit femte år – sammen med mor skulle bede aftenbøn på polsk hver aften. Jeg tiggede og bad om at slippe, men der var ingen vej udenom. Jeg skulle også til den ugentlige gudstjeneste i Maribo, hvor jeg kedede mig ”ukristeligt” under kirkehandlingen. […] Nå, men når præsten skulle komme på besøg, blev der dækket fint kaffebord, og under præstens sidetallerken lagde mor nogle pengesedler, oftest 10-20 kroner, hvilket var rigtigt mange penge dengang. Præsten foretog så kirkehandlingen i enrum med mor, mor har vel skullet skrifte og fået nadveren, og derefter var der kaffebord. Jeg tror at præsten havde falkeblik og evner som en lommetyv, for lynhurtigt og næsten uden at det kunne ses, forsvandt pengene ned i præstens lommer! Jeg var meget forarget hver gang jeg så det, for jeg synes at det var alt for meget at betale for hans besøg.”
Groft sagt kan man sige, at de fleste 2. generationspolakker holdt fast i troen, men i noget mindre grad end forældrene. Børnene gik som voksne mindre i kirke end deres forældre, men holdt stadig fast i de katolske traditioner fx i forbindelse med jul og påske, fordi de katolske og polske traditioner har en ekstra dimension i forhold til de danske traditioner.
2. generationen har tilpasset sig de danske kirkevaner, og på den måde kan man sige, at mange er blevet religiøst integreret, og de er som sådan blevet danske katolikker. Derimod er der færre 3. og 4. generations polakker, der holder fast i den katolske tro.