Polsk ungdom samledes i det polske hus i Maribo bl.a. til polsk folkedans og sang.
Foto: Peter Tvangsø.
Polske fællesskaber
Indtil første verdenskrig havde de polske arbejdere ikke brug for institutionaliserede polske fællesskaber i Danmark, men i takt med at de ikke længere var sæsonarbejdere var det ar dyrke den polske kultur alene ved at samles i kirken ikke længere tilstrækkeligt.
I tiden før første verdenskrig havde de polske sæsonarbejdere nok i at mødes og holde kontakt med landsmænd i den katolske kirke. Gruppen var sæsonarbejdere og de kulturelle bånd til hjemlandet blev holdt ved lige ved i Danmark at samles i forbindelse med den katolske gudstjeneste. Samtidig vendte de polske arbejdere tilbage til Polen hver vinter, hvilket bevirkede at der ikke var brug for flere institutionaliserede polske fællesskaber i Danmark.
Anderledes blev situationen under og især efter første verdenskrig, hvor polakkerne blev bosiddende. Allerede i 1912 oprettede Fader Szymanski en polsk-katolsk forening i tilknytning til St. Ansgars kirke i København. Foreningen eksisterede kun til 1914, men i de følgende år særligt efter 1925 arbejdede polakkerne mere målrettet for at opretholde kulturelle polske fællesskaber. De første varige polske foreninger blev oprettet i Nakskov og i Nykøbing F. i 1925 og i løbet af få år var der oprettet lignende foreninger i hele landet. Lokalforeningerne samledes i organisationen Foreningen af polske arbejdere i Danmark, Robotnik w Polskich w Danii med 23 lokale afdelinger. I 1930erne blomstrede tilslutningen til de polske foreninger (i 1933 ændrede man navnet til Foreningen af Polakker i Danmark).
Utilfredsheden med kirken
At et mere systematisk arbejde for den polske kultur først blev etableret i løbet af 1920erne skyldtes især at polakkerne i Danmark generelt var utilfredse med den katolske kirke i dens holdning polskheden. Den katolske kirke arbejdede nemlig for at gøre den katolske kirke til en dansk kirke og den tog afstand til at gøre den katolske kirke i Danmark polsk (en minoritetskirke). Der var ganske få polsk-katolske præster i den danske katolske kirke, hvilket polakkerne var utilfredse med. Polakkerne mente, at den katolske kirke afnationaliserede deres børn.
For at værne om polskheden og den polske kultur oprettede polakkerne særlige polske foreninger, polske skoler, polske spejdergrupper og polske ungdomsforeninger, hvor man som polak kunne mødes med andre ligesindede. Den polske lærer var nøglefiguren i det dansk-polske-lokalsamfund. Det var ham der stod for at oprette et polsk bibliotek, tilbød aftenskole til polske forældre, som ikke kunne læse eller skrive, oprettede spejder- og ungdomsgrupper, stod for sekretærarbejdet for den lokale polske forening og søgte midler til foreningsarbejdet.
Det særlige ved de polske fællesskaber var at den polske stat bidrog økonomisk bl.a. med at bidrage til de polske læreres løn og til driften af de polske skoler. I øvrigt gik der en rig strøm af penge over grænsen mellem Danmark og Polen. De polske foreninger samlede fx penge til at støtte de polske krigsveteraner fra første verdenskrig, mens den polske spejderbevægelse i Polen støttede den dansk-polske spejderbevægelse i Danmark.