Statens rolle

Foto: Uwe Bødevadt
Mens kongen var inviterende i 1500-tallet, og staten organiserede importen af arbejdskraft især efter 1. verdenskrig, så regulerede staten i 1970erne, hvor mange arbejdsimmigranter, der kom til Danmark.
Foto: Uwe Bødevadt.

Statens rolle

Igennem historien har statsmagtens spillet forskellige roller i forbindelse med indvandring af arbejdskraft – fra initiativtageren, til den organiserende og den begrænsende.

Staten eller statsmagtens rolle i importen af arbejdskraft spiller naturligvis en rolle i det integrationsforløb, den enkelte gruppe arbejdere gennemgår. De tre eksempler, der her undersøges, viser tre forskellige statslige roller.

Kongen tog initiativ

De hollandske bønder var inviteret af kongen, og var derfor afhængige af de politiske konjunkturer både internt i Danmark, men også i forholdet mellem Danmark og Nederlandene. Da det var kongen, der tildelte privilegier, var det også den siddende konges magtposition og velvilje, der afgjorde hollænderbøndernes forhold.

Det var derfor vigtigt for hollænderne og deres efterkommere at have så direkte adgang til hoffet som muligt. Det kom blandt andet til udtryk ved, at hollændebønderne bad om ankeret til Københavns amtsstueret i stedet for til sjællandske landsting.

Det kom også til udtryk, da hollænderbønderne i 1700-tallet red direkte forbi tårnby-bønderne ind for at optræde med fastelavnsridning for kongen i København. Nok var staten initiativtager, men hollændernes efterkommere holdt efterfølgende fast i det personlige forhold.

Den regulerende stat

I begyndelsen af 1900-tallet udviklede statens rolle i forhold til indvandringen af arbejdskraft. Indtil 1. verdenskrig spillede statsmagten kun en meget lille rolle i rekrutteringen af arbejdskraft til landbruget. De polske arbejdere blev rekrutteret af arbejdsgiverne, og indtil vedtagelsen af polakloven i 1908, krævede staten kun, at arbejderne blev registreret med opholdsbøger i henhold til fremmedloven af 1875.

Allerede før vedtagelse af polakloven havde de galiciske myndigheder stillet sig kritisk overfor de forhold, de polske arbejdere arbejdede under. Derfor var det for arbejdsgiverne af betydning at der blev indført regler for arbejdsforholdene, sådan at den fortsatte import af arbejdskraft blev sikret. Samtidig var det af betydning for den spirende venstrefløj at gennemføre bedre arbejdsforhold for arbejderklassen – også på landet. På den måde fik staten rollen som regulerende i forhold til arbejdsforholdene.

Staten som organisator

Efter udbruddet af 1. verdenskrig blev den danske stat også organiserende i forhold til importen af udenlandsk arbejdskraft. Det var et statsligt nedsat udvalg, Landsudvalget for anvendelse af udenlandsk arbejdskraft, der forhandlede med de østrigske og siden de polske myndigheder om antallet af arbejdere.

Med en stigende arbejdsløshed i Danmark blev staten til sidst også regulerende, idet der blev nedsat et udvalg til tilvejebringelse af dansk arbejdskraft i landbruget. I 1920erne blev det på den måde i stigende grad forsøgt at skaffe dansk arbejdskraft til landbruget. Det betød, at den sidste gruppe polske arbejdere kom til Danmark i sæsonen 1929.

Den regulerende stat

I 1960ernes højkonjunktur var statens rolle i forhold til arbejdskraftindvandringen begrænset, men fra indvandrestoppet i 1970 blev statens funktion begrænsende. Som udgangepunkt var det ikke tilladt at hente arbejdere til Danmark, hvis der fandtes dansk arbejdskraft, der enten var eller kunne blive kvalificeret til at udføre arbejdet.

Til forskel fra f.eks. Vesttyskland, der havde statslige hvervekontorer bl.a. i Italien, så var den danske stats rolle dispenserende – dvs. staten opstillede regler for, på hvilke vilkår arbejdsgiverne fik lov til at importere udenlandsk arbejdskraft. Efter 1973 blev det også en central opgave at opstille kvoter for antallet af arbejdere, der måtte komme til Danmark på de enkelte virksomheder.

Adgangen til velfærd

Samtidig blev det statens opgave at udforme lovgivning, der regulerede de herboende udlændinges adgang til forskellige goder som pension, social hjælp, skolegang osv.

Endelig blev der igennem 1970erne indgået bilaterale sociale aftaler bl.a. med Tyrkiet og Jugoslavien, der betød, at tyrkiske og jugoslaviske fremmedarbejdere fik særlige regler bl.a. for pension og børnepenge. Staten blev på den måde i højere grad en modstander for den indvandrede arbejdskraft end det tidligere havde været tilfældet.

Til forskel fra den initiativtagende konge og den organiserende stat i begyndelsen af 1900-tallet, var statens rolle i 1970erne med andre ord regulerende.