En del af de polske børn gik i katolsk skole. Mens deres forældre ikke fik undervisning i dansk var det en del af deres skolegang.
Foto: Nakskov Lokalhistoriske Arkiv.
Det danske sprog
Sprogkundskaber er i nutidens integrationsdebat blevet målestok for integration. Sådan har det ikke altid været. Kravene til sprogkundskaber har i høj grad været pragmatiske gennem historien.
Før den nationalromantiske bølge i begyndelsen af 1800-tallet eksisterede der ikke samme sammenhæng mellem sprog, nationalitet og fællesskab, som vi kender i dag.
I begyndelsen af 1500-tallet talte kongen tysk, bønderne dansk og kirkesproget var latin. Senere, i 1700-tallet, var hoffets sprog fransk, embeds- og handelsfolk talte tysk og bønderne talte dansk. At tale dansk var således forbundet med en relativt lav social status.
Da hollandsk lå tættere på det tyske hof-sprog end på bøndernes dansk, kan det have været med til at højne bøndernes sociale status at holde fast i deres eget sprog. Sprogforskellen forhindrede i hvert fald ikke hollænderne i at udføre det arbejde, de var inviteret til at udføre.
En forståelig kontrakt
De polske landarbejdere var ligesom hollænderne ikke afhængige af at kunne dansk for at udføre deres arbejde. Da de oftest kun opholdt sig i Danmark i arbejdssæsonen og boede samle tæt ved arbejdsstederne, var der ingen grund til at organisere danskundervisning.
Det førte bl.a. til vanskeligheder ved at forstå deres omgivelser. Der er mange beretninger om, hvordan polakkerne følte sig udnyttet og snydt af de opsynsmænd, der mange steder fungerede som var bindeleddet mellem arbejdsgiver og arbejder. Derfor blev det i polakloven af 1908 bl.a. pålagt arbejdsgiveren at sørge for, at der blev udarbejdet kontrakter på sprog, som arbejderne forstod.
Anden generation
Da polakkerne omkring første verdenskrig begyndte at bosætte sig i Danmark, blev sprogkundskaberne straks et større problem, fordi de polske børn ligesom danske børn skulle modtage undervisning bl.a. i dansk. Nogle børn var hjemme blevet forbudt at tale danske, og derfor kunne de ikke følge med i skolen. De blev ofte drillet eller overset. Den voksne generation fik ikke hjælp til at lære dansk.
Det nødvendige sprog
I modsætning til både hollændere og polakker var fremmedarbejderne i langt højere grad tvunget i kontakt med det danske samfund i form af myndigheder som skattevæsenet, indkøbssteder, sygebehandling osv. Her skabte sprogforskellene problemer.
Fremmedarbejderne var ikke på forhånd kvalificerede indenfor det arbejde, de skulle udføre. Det betød, at det var nødvendigt med en vis oplæring. Sprogvanskeligheder betød, at der var mange mere eller mindre alvorlige arbejdsulykker blandt fremmedarbejderne – bl.a. på grund af manglende instruktion og kendskab til sikkerhedsskilte.
Desuden var det problematisk, at fremmedarbejderne som gruppe talte flere forskellige sprog – bl.a. tyrkisk, arabisk, urdu, serbokroatisk. Det førte i 1970erne til debat om det hensigtsmæssige i at importere arbejdskraft gennem bilaterale aftaler af hensyn til en effektiv tolkningsindsats.
Oversættelse og undervisning
Løsningen blev tolkning – telefonisk, på tryk og personlig – men også krav om sprogkurser. I juni 1973 blev det bestemt, at arbejdsgiverne skulle sørge for 40 timers kursus i dansk sprog og kultur til deres ansatte. Det var med andre ord blevet en nødvendighed at kunne dansk for at arbejde i Danmark.
For børnene blev der arrangeret modtageklasser, og der blev lavet planer for modersmålsundervisning for at sikre et fortsat tilhørsforhold til den oprindelige kultur, samt for at lette en evt. senere hjemrejse.
De tre eksempler viser med andre ord, at kendskab til dansk for arbejdsimmigranter med tiden har fået en stigende betydning i sammenhæng med kvalifikationer m.m. Anden generation er i høj grad blevet stillet på lige fod med danske børn – dog med stigende fokus på behovet for sproglig støtte.