Onkel Hamos historie
Historien er fortalt mange gange tidligere, men er stadig vigtig at huske for at forstå fremmedarbejdernes tilværelse. Også senere.
"Ingen havde lagt planer for os. Hverken vi selv eller det land, vi arbejdede i, havde tænkt på fremtiden. For at gøre arbejdsgiveren tilfreds arbejdede vi altid. Og da vi ikke kunne tale hans sprog, sagde vi ja til alt, hvad der blev sagt til os. Med et smil.
Vi inviterede slægt og venner til også at komme, og arbejdsgiverne var stadig glade. Men efter de første par år opdagede vi, at vore drømmes regnestykke ikke holdt til virkeligheden. I starten gik det godt, men efterhånden begyndte vinden at blæse fra en anden retning.
Vi havde hentet vores koner og børn – familiesammenføring blev det kaldt – og det var ikke altid lige let. Vi skulle på samme tid leve som hjemme og alligevel på en helt anden måde.
Storfamilien var splittet, og vi levede mere eller mindre i kernefamilier. Danske boliger var i hvert fald ikke beregnet til at huse familier med vores måde at leve på.
Arbejdsløsheden var også anderledes end den, vi kendte hjemmefra. Selvfølgelig var vi rejst fra arbejdsløshed, men i udlandet blev vi meget mere sårbare, end vi havde været derhjemme. Småjob fandtes der heller ikke noget af. Det var fabrikkerne eller ingenting."
To nye ord
"Vi lærte to nye ord: sprog og integration.